BabyNova

Hvorfor skal du nu blogge?

Hold op hvor har jeg overvejet en blog længe – vi snakker faktisk 4-5 år. Skal jeg være ærlig er de to ting, der har bremset mig mest en blanding af janteloven og frygt for at lade folk komme tæt på – krydret lidt med “hvad vil dem jeg kender tænke?”.

Den frygt er nok også grunden til min oprindelige tanke var, at det selvfølgelig skulle handle om noget med ernæring og sundhed, men nu hvor jeg rent faktisk tager springet kommer det til at handle om noget helt andet. Altså sundheden og ernæringen sniger sig nok ind indimellem alligevel, fordi jeg er mig, men jeg gør det her blandt andet fordi, jeg mener, der er brug for at nogen taler om det – om hvordan det er at være bonus/sted/pap/fars eller mors kæreste – og hvordan livet i en sammenbragt familie kan være.

Jeg stod selv for 4 års tid siden og mærkede hvor tabubelagt og betændt et område det var/er – på trods af at så sindssygt mange familier efterhånden er sammenbragte, findes der virkelig lidt forståelse for de voksnes følelser i det hele og vejledning til hvordan man passer på sig selv i det. Allerede her bliver det ømtåleligt og nogle kan komme med det første skyts mod mig, fordi de voksne skal bare tage sig sammen og være VOKSNE og sørge for alt drejer sig om børnene, ikke? Faktisk er min oplevelse at der heldigvis findes rigtig meget hjælp og vejledning om skilsmisse, enlige med børn og ja, delebørn som netop drejer sig om børnene og deres ve og vel. Heldigvis, for børn er uhyre vigtige – så er det slået fast. Jeg tror faktisk det er de færreste, der går ind i noget med et ønske om at ens kærestes børn ikke skal have det godt eller at de ikke skal prioriteres – men at børnene selvfølgelig er vigtige ændrer bare ikke rigtigt på at det også kan være følelsesmæssigt svært for alle de voksne; mor, far og “den nye”.

Der lader til at være en tilbøjelighed til at gøre netop dét, at det også kan være svært for de voksne, til noget, der er forbudt at føle eller tale om, hvilket på ingen måde gør det nemmere – det er kun benzin til den dårlige samvittighed over at føle, som man gør. Jeg er af den overbevisning at glade voksne har mere overskud og dermed nok også er bedre til at tage sig godt af børnene. Voksne der er kede af det, frustrede og i konflikt med hinanden og måske sig selv, fordi de er i en uvant og følelsesmæssig svær situation er ikke den bedste forudsætning for at skabe rammer for børnene, hvor de kan føle sig trygge og elskede. Følelser er der om vi vil have dem eller ej – desværre er de ikke noget vi selv er herre over og hvis vi ikke kan finde vejledning, accept og hjælp til at håndtere dem, så er det at det kan blive rigtig svært og skidt for alle parter – også børnene, desværre. Derfor er jeg af den overbevisning at vejen frem er at tale en helt masse om hele spektret, når det kommer til etableringen af en sammenbragt familie – også alle de forbudte følelser som jeg via flere netværk for sammenbragte familier har erfaret faktisk er ganske normale i netop en sammenbragt familie.

Det er nødt til at blive acceptabelt at tale om; hvor øv det er at ens eks måske pludselig ændrer sig pga en eller anden ny kæreste – det er sikkert også bare den nye, som gerne vil blande sig og “ødelægge det hele” – og helt ærligt hvad skal det til for og hvad nu hvis det ikke engang holder?  At have børn og møde en ny, man ønsker børnene vil holde af ligeså meget, som man selv gør, at ønske at etablere et liv med den person og dermed risikere at være “lusen” mellem sin kærlighed og ens børns anden forælder. At blive og at være kæreste med en, der har børn med en anden – for ærligt hvem går og drømmer om at møde kvinden/manden i sit liv, som allerede har været ved at stifte familie med en anden? At skulle holde fast i sig selv og samtidig tilpasse sig. At skulle “dumpe” ind i nogle børns liv og pludselig forholde sig til hvordan livet med børn er uden at have minimum 9 måneders forberedelse – for uanset hvordan man vælger at være sammenbragt familie, så bliver børn jo pludselig en del af ens liv på den ene eller den anden måde.

Skal det hele så være dybt seriøst og tung læsning – absolut ikke! Men ærligt, det skal det være.

Nå ja, der er da sådan set også en anden ret væsentlig grund til jeg vælger at blogge – jeg har lyst, for jeg har altid ELSKET at skrive og jeg gør det for lidt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *