Skal vi være kærester?

Der var engang det var så nemt – en lille seddel ja/nej/måske, og så var det ligesom afgjort. Det er langt mere indviklet som voksen, for hvornår er det lige man er kærester? Og hvornår kan man tillade sig at spørge om det? Man vil jo ikke virke desperat, men på den anden side kunne det jo være rart at vide om man var lidt samme sted – det var bare nemmere i folkeskolen. Så var der godt nok den der måske. Vi var jo søde børn, der havde lært ikke at måtte gøre andre kede af det, så måske-boksen var jo en god ting – ikke et nej, men heller ikke et ja. Gud hvor ubrugeligt, tænker jeg idag!

Jeg har tænkt en del på hvad det første “rigtige” indlæg skulle handle om. Beslutningen er blevet at starte stille ud med starten – altså da Michael og jeg mødte hinanden og besluttede os for at det her, hinanden/os/sammenbragt familie, det var noget vi ville.

Men hvornår er man kærester, som “voksen”? Det kan være virkelig svært at vide. Man skal jo turde gøre sig ret sårbar, for at tage den snak, fordi der er risikoen for en afvisning – og det er aldrig sjovt. Jeg har prøvet at stå på begge sider, når man ikke lige har fået taget snakken og pludselig finder ud af man slet ikke er samme sted. Jeg er blevet lykønsket med kæresten og tænkt; “Øhm men jeg har da ikke en kæreste – er vi det, vil jeg det?” Jeg har også prøvet at tro vi var enige om aldrig at skulle være seriøse, fordi det var ligesom det aftalen var, for så at høre ham snakke om hvor meget hans mor bare glædede sig til at møde mig. Og jeg har også stået og følt mig helt forkert og utilstrækkelig, fordi jeg havde været “så dum” at tro vi var lige dér før kærestestadiet, for så at opdage at “vi” åbenbart så andre og kærestestatus slet ikke var, og aldrig havde været, en mulighed – av. Alle situationer er lige ufede og ubehagelige på hver deres måde – i hvert fald, hvis du spørger mig.

Hvornår blev Michael og jeg så kærester? Hvis du spørger Michael, siger han fra det øjeblik vi så hinanden første gang. Hvis du spørger mig, vil jeg sige nogle måneder efter, da han spurgte om jeg havde lyst til at møde drengene. Jeg kan tydeligt huske den aften – en fredag hvor jeg sad hjemme hos en veninde og hvor vi ikke sparede på G&T’erne – vi skulle ind i byen og høre Suspekt. Nå men der kom en besked fra Michael med ønsket om en god bytur og et lidt henkastet spørgsmål om jeg mon egentlig kunne have lyst til at møde drengene en dag. Den besked satte en helt masse igang indeni mig, hvilket var tydeligt for min veninde. Derfor spurgte hun også hvad han skrev siden jeg reagerede sådan – om han spurgte om vi skulle være kærester? Hvortil jeg måtte svare at jeg måske troede det var det – at det måske var den måde man spurgte om det på, når man var rigtig voksen og havde børn.

Michael og jeg matchede på Tinder i maj/juni 2015. Vi har ofte talt om at vi måtte finde på en lidt mere romantisk historie om hvordan vi lærte hinanden at kende. Som eksempel har vi spekuleret i noget med en mindre brand i min lejlighed, Michael der går forbi min opgang og ser røgen. Han stormer selvfølgelig ind og er dagens helt, der får slukket ilden, reddet mig og at vi falder pladask for hinanden. Det kunne have været så smukt, rent hollywood moment, men altså, vi swipede faktisk bare til højre. Men på det tispunkt elskede jeg sådan set min singletilværelse. Året forinden havde jeg brudt med en mand, jeg havde kendt i 10 år. Det var første gang jeg var bare mig. Jeg kunne gøre lige hvad jeg ønskede og følge hvilken som helst drøm, jeg ville, uden at skulle bekymre mig om hvordan det ville påvirke en anden – så jeg skulle ikke have en kæreste. Det mente Michael sådan set heller ikke han skulle, fordi kvinder = besvær. Jeg aflyste faktisk at mødes med Michael hele 2 gange, fordi jeg tænkte hvorfor jeg skulle spilde min tid på en, jeg ikke kendte bedre. Et par af mine venner fortalte mig, jeg var urimelig. Jeg måtte fortælle Michael jeg ikke ville mødes alligevel eller rent faktisk gennemføre en date med ham. De havde jo ret! Så jeg lyttede til dem og 3. gang blev lykkens gang. Michael og jeg mødtes til jordens dårligste latte! På trods af den elendige kaffedrik glemte vi alt om tid og sted og talte i over 5 timer. Så Michael har ret i, at der var noget fra første øjeblik – jeg tog bare lidt tid om at acceptere, der var det.

På trods af jeg var vildt forelsket i Michael, svarede jeg ikke bare ja til at møde drengene. Michael er 10 år ældre end mig og havde allerede 2 børn. Jeg vidste der var nogle seriøse snakke, vi måtte have, hvis vi var der hvor introduktion til børnene kom på tale. Jeg var nået til et sted, hvor jeg af flere årsager var ok med at børn måske aldrig blev en del af mit liv – at jeg ikke kom til at opleve at være nogens mor. Men derfra og så til helt at udelukke det som en mulighed for mig, der var stadig lang vej. Det var kun 3 måneder efter vi havde mødt hinanden første gang, så det var jo egentlig tidligt at tage “børne-snakken”. Men når den ene har børn, mener jeg, der er nogle seriøse snakke, man bare er nødt til at tage tidligt, for ikke at spilde hinandens tid – og for børnenes skyld. Jeg ville ikke lade nogle børn lære mig at kende, for bare at forsvinde ud af deres liv igen. Jeg var ikke sikker på jeg nogensinde kom til at ønske at give mig i kast med at forsøge at få børn (igen). På den anden side var jeg ikke klar til at lukke den dør fuldstændig, så hvis Michael vidste med sikkerhed han ikke ønskede flere børn nogensinde, var der ingen grund til at drengene skulle møde mig. Derfor blev jeg nødt til at tage den snak med Michael – også selvom vi ikke havde kendt hinanden længere. Han havde ingen lyst til flere børn på daværende tidspunkt, men han ville ikke udelukke, at det kunne være en mulighed. Det var et godt svar for mig, jeg vidste jo heller ikke, om jeg ville få lysten til at få børn igen – men døren var ikke lukket.

Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle have en kæreste, som havde børn – er der nogen (der ikke selv har børn), som rent faktisk gør det før de møder en, der har det? Derfor havde jeg også mange andre overvejelser i forhold til at møde drengene, og om at skulle være kærester for real, men jeg tænker de må komme i et andet indlæg. Jeg forestiller mig nemlig, det kommer til at fylde en del. Men for mig var det altså lige her jeg opdagede det – at jeg havde fået en kæreste, en kæreste, der havde børn. Men jeg har ladet Michael vinde den her, så vi betragter den dag vi fik verdens dårligste latte som vores årsdag. Der er vel også lidt romantisk hollywood komedie over at det vi skulle mødes over (kaffen) fuldstændig kikser, men at daten alligevel er vellykket – ikke?

En kommentar

  • Trine

    Glæder mig til at læse med! Fin fortælling om kærlighed, forventninger, drømme og verdens uforudsigelighed ✨

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *