Jeg skal aldrig have en kæreste med børn!

Det er sjovt, som man går igennem livet og gang på gang har en masse forestillinger om hvordan ens fremtid skal se ud – og hvordan den bestemt ikke skal og kan se ud. Min erfaring er at det sjældent holder stik – jeg havde i hvert fald ikke set mig selv her, hvor jeg er idag. Jeg har op til flere gange sagt, at jeg aldrig skulle have en kæreste med børn – og nu er jeg så gift med en mand, der har børn med en anden. Det er en udtalelse, der har generet mig lidt faktisk. Jeg nævnte det med et smil på læben for Michael engang i starten af vores forhold, som en del af en “tænk at vi skulle finde hinanden”-snak. Han er på en eller anden måde kommet til at få det nævnt for drengenes mor. Efterfølgende har han så ved flere lejligheder måttet høre for, hvordan han kunne finde på at være sammen med en, der havde haft det sådan. Og når det statement bare står til fri fortolkning er det måske meget naturligt, som mor at tænke det. De fleste af os er meget hurtige til at trække vores egne tolkninger ned over det andre siger istedet for lige at stoppe op og spørge; hvad mener du egentlig med det? Hvordan kan det være du har det sådan? Det kommer jeg også selv til, selvom jeg meget gerne vil være tolerant og forstående. Derfor har jeg et stort behov for at forklare mine tanker bag sådan en udtalelse. Derudover omhandler det også flere af de overvejelser, jeg havde omkring at skulle møde drengene eller ej.

Man kunne fristes til at tro jeg ikke kunne lide børn; nu jeg har tænkt at det var noget, jeg ikke skulle, og jeg har været et sted i mit liv, hvor jeg ikke forestillede mig jeg ville blive mor. Sandheden er, at jeg rigtig godt kan lide børn – og at få børn, for mig, er det største i livet. Når jeg tidligere har sagt, og tænkt, at jeg ikke skulle have en mand med børn, så har det altså ikke været grunden. Er det så fordi, jeg er mega jaloux og ikke vil have min mand har haft en anden? Ja og nej – selvfølgelig ville jeg helst, at den mand jeg fandt, var en der ikke havde haft oplevelsen at blive forælder for første gang, så det var en oplevelse vi kunne være fælles om, hvis det var noget vi skulle. Jeg er egentlig ret flov over det, men det at Michael og jeg ikke kunne have den oplevelse sammen (fordi han havde haft den med en anden) fyldte faktisk en del for mig og jeg havde det svært med det – men først da jeg begyndte at ønske at få børn med ham og mere, da jeg blev gravid. Jeg skænkede det ikke en tanke i starten – jeg havde ikke forestillet mig det kunne være noget, der betød noget. Nu hvor vi så har fået barn sammen, vil jeg sige, jeg er taknemmelig for at være førstegangsmor sammen med en erfaren far. Hvor er der bare mange helt fantastiske ting ved det – og mange udfordringer vi bare ikke har på samme måde, som andre jeg kender, hvor det er første gang for far. Men altså vi lever i en verden, hvor det er meget meget få mennesker, der kun har én partner hele deres liv. Ekskærester har de fleste, det er selvfølgelig mere specielt, når de er nødt til på den ene eller den anden måde at være en del af ens liv, fordi der er børn involveret. Mænd uden børn kan have skøre ekskærester, der forsøger at skabe en masse konflikter, og mænd med børn kan have de sødeste mødre til deres børn. Hvorvidt eksen kan blive et problem kommer jo an på hvem forældrene er, hvilket forhold de har haft og deres brud – er der en masse nag, frustrede drømme og sårede følelser i deres relation til hinanden, er der en reel risiko for det giver problemer – særligt, når der kommer en ny ind i billedet. Men nej, det var ikke pga jalousi til en eks, jeg ikke kunne forestille mig at have en mand med børn.

Jeg er selv delebarn, og jeg tror at langt de fleste delebørn har en forestilling om at de skal have den kernefamilie, som de ikke selv havde. Jeg har i hvert fald altid tænkt at det der med at blive gift virkelig var “til døden jer skiller” – altså skilsmisse ville ikke være en mulighed for mig, for det skulle jeg bare aldrig! Mine forældre har ellers virkelig været super forbilleder i forhold til at være deleforældre og samarbejdspartnere. Jeg kan ikke komme på én eneste gang, hvor jeg som barn, har oplevet de har været uvenner efter de blev skilt. De har uden tvivl været uenige mange gange – men jeg har ikke opdaget det, overhovedet. Til gengæld kan jeg ikke komme i tanke om en eneste gang jeg har set mine forældre være kærlige overfor hinanden dengang de var sammen. Det er heller ikke fordi jeg husker det som om mine forældre skændtes konstant – det var først den sidste tid inden de blev skilt. Jeg synes, det var så rigtigt for mine forældre at gå hver til sit – de er begge lykkeligere nu og var de blevet sammen, ville jeg nok huske min barndom som et stort skænderi imellem dem. Men selvom de klarede at være deleforældre til den store guldmedalje, så var det svært at blive delebarn. Uanset at det var det helt rigtige for os alle, så havde jeg en oplevelse af altid at mangle noget. Ved far manglede jeg mor og ved mor manglede jeg far – begge steder manglede jeg den familie vi havde været og de traditioner, vi havde haft. Jeg var vred på dem, over at de ikke kunne elske hinanden og bo sammen, og jeg var vred på mig selv over at være vred på dem. Jeg kender de store og svære følelser, man som delebarn kan have nærmest uanset hvor godt ens forældre formår at samarbejde. Jeg ved ikke om de børn, der ikke har prøvet at deres forældre var sammen eller som var meget små, da forældrene gik hver til sit, har det anderledes. Om de er skånet lidt for følelsen af at miste noget? Men jeg havde ikke forestillet mig at skulle have en kæreste med børn, fordi jeg ingen intention havde om nogensinde at skulle have delebørn – og slet ikke nogen, der ikke var “mine egne”. Min drøm var ikke en sammenbragt familie. Jeg drømte jo om den perfekte glansbillede familie, hvor de voksne var far og mor, alle altid havde det godt og børnenes største bekymring var hvilken is, de skulle vælge til dessert. Og jo, jeg ved godt at intet er perfekt. Men helt ærligt – tager vores drømme ikke ofte udgangspunkt i det perfekte?

Så har det også noget at gøre med risikoen for at miste. Jeg har haft en voldsomt irriterende tendens til at gå udfra, folk i sidste ende vil svigte mig eller forlade mig. Det er jeg så ofte kommet i forkøbet ved selv at lade relationer glide ud i sandet, når jeg blev usikker på dem – eller at acceptere urimelige vilkår for en relation. På den måde undgik jeg at være den, der blev valgt fra og mistede nogen. Jeg er nemlig rædselsslagen for at miste. Det er en frygt, der jo egentlig er rimelig naturlig, men faktisk har den ofte bremset mig i lade folk komme helt tæt på og i at give mig selv helt hen i relationer til andre. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra – det er jo nok en form for usikkerhed. Jeg har altid haft en tendens til at stille alt for høje krav til mig selv og generelt være virkelig hård ved mig selv – fejl er ikke acceptable, når det er mig. Og det er virkelig ærgerligt, for jeg er som alle andre mennesker nemlig fuld af fejl. Og hvem i alverden ville så gide uperfekte mig i længden? Det er et vildt negativt tankemønster, der er illustreret her. Idag er jeg heldigvis i stand til at stoppe det nærmest før det begynder, og har også accepteret at jeg er fuld af fejl, men alligevel helt vidunderlig, men hold nu op hvor har jeg været hård og ond ved mig selv tidligere! Så for mig var tanken om at skulle risikere at blive såret af en mand igen skræmmende nok i sig selv. Når der så kommer børn ind i ligningen, bliver det en ren gyser. Pludselig er det ikke kun en mand, der er risiko for at miste, men også børn. For mig var det aldrig frygten for at jeg ikke ville kunne lide børnene, der skræmte mig. Det var omvendt; jeg var dødsens ræd for at jeg ville komme til at elske dem og dermed også miste dem, hvis det ikke skulle gå. Derudover har jeg sådan et irriterende behov for at alle helst skal kunne lide mig. Så der var også noget med tænk hvis drengene ikke kan lide mig – og tænk hvis deres mor ikke kan lide mig.

Den primære årsag til jeg har sagt, jeg aldrig skulle have en kæreste med børn, har egentlig været fordi jeg ville passe på mig selv. Det har som udgangspunkt været frygten for ikke bare at miste en kæreste, men også hans børn, når/hvis det gik galt, der har ligget bag mit statement. Jeg tror ikke det er noget, der er særligt mange, der tænker over – at fars/mors kæreste/bonus/sted/pap jo også kan have ret meget at miste. Det er forskelligt om der er kemi med børnene, hvordan man vælger at være sammenbragt familie og hvor meget man har lyst til at involvere sig med/i børnene. Men når man i flere år har været med til at drage omsorg for nogle fantastiske børn, så ville det, i hvert fald for mig, gøre ondt resten af livet, hvis jeg ikke skulle være en del af deres liv mere. Så er der nok nogen, der tænker at, hvis man har været en stor del af børnenes liv, så bør forældrene sørge for at bevare relationen. Men jeg tror også at vi alle sammen ved at, der er rigtig mange ting, der ikke er som de måske burde være i en perfekt verden.

Nå ja, der lå sådan set endnu en ting i den her ide, om at jeg aldrig skulle date en far. Noget så simpelt som, at jeg ikke lige forestillede mig en “far” som en der var lækker/sexet/fræk. Ordet far forbandt jeg kun med min egen far, og han er helt bestemt en pæn og intet mindre end vidunderlig mand, men han er jo ikke lige det, JEG forbinder med sexet, så tanken om en far tændte mig overhovedet ikke – nærmest tværtimod. Så i forhold til det, er det måske meget godt, jeg var lidt overfladisk den dag Michael blev swipet til højre. Så nåede jeg slet ikke at overveje, at de to små børneemojis i hans profiltekst nok betød han var far.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *