Sandheden eller sandheder?

Gud, hvor kan det være svært at finde tiden til at få skrevet. Mit mål var at lave et indlæg en gang i ugen, men det er nok et mål jeg lige må tilpasse lidt bedre til virkeligheden. Lige pt bruger jeg alt for meget tid på at rende rundt med barnevogn og klapvogn for at overbevise Nova om at små børn har brug for at sove i løbet af dagen. Ærligt så er det virkelig noget, der kom bagpå mig – at børn/babyer ikke bare er automatisk programmeret til at vide de selvfølgelig skal sove. Næh nej, nogle babyer skal man simpelthen LÆRE at falde i søvn. Her knap 9 måneder inde i Novas liv er vi stadig godt igang med at lære hende det, men det er som om hun sjovt nok ikke forstår sætninger, som; “Du er træt. Du har brug for at sove. Nu skal du sove en dejlig lur.” Det havde bare været smart, hvis det, ligesom øjenfarve, bare lå i generne. Måske det også gør det lidt og Nova bare har været uheldig at ligne mig på det område.

Jeg er nemlig ret elendig til det der med at sove – når hovedet rammer puden går min hjerne AMOK. Der er næsten ingen grænser for hvilke vilde ideer den kan finde på eller hvilke situationer der lige skal vendes. Derudover har jeg også lidt en følelse af at det der sove lidt er spild af tid – der er så meget andet man kunne lave, ikke? Er jeg den eneste, der er sådan? Der kunne det være rart, hvis man selv havde bare lidt at skulle sige i forhold til hvilke egenskaber ens børn arver fra en. Men ja, den med at sove let og helst ikke for meget, det har Nova jo nok fra mig – undskyld, Michael. Det har betydet at i starten (faktisk det første lange stykke tid) af Novas liv, havde hun en mor, der gik rundt som zombie. For selvom jeg altid har fungeret fint på lidt søvn, så rammer det pludselig når det bliver konstant over en længere periode. Vi sov ikke om natten, hvilket jo er ret normalt med et spædbarn, men jeg er desværre indrettet sådan at jeg bare ikke kan sove om dagen – og generelt er noget længe om at falde i søvn. Så i starten fik jeg nok sammenlagt (bestemt ikke sammenhængende, desværre) i gennemsnit en 3-4 timers søvn i døgnet. Ens krop har jo brug for hvile, og det ved jeg godt, og havde jeg ikke vidst det, var der i hvert fald folk nok, der gerne fortalte mig hvor vigtigt, det var at jeg fik hvilet – også for Novas skyld jo. Suk, jeg ved det! Så når jeg ikke kunne sove, sørgede jeg for at slappe af, når hun sov om dagen. Det gjorde jeg blandt andet med en serie, The Affair. Og det er faktisk den jeg vil snakke lidt om – eller skrive. Det lyder helt fjollet, men hold nu op hvor efterlod den mig med meget.
Den serie har virkelig fascineret mig. Det er første gang i mit liv jeg har slugt en serie så råt på trods af der, hele vejen igennem, ikke var én af karaktererne jeg sådan rigtigt kunne lide. Som regel er der jo mindst en, man identificerer sig lidt med – det var der ikke her. Alligevel elskede jeg den og den fangede mig. Også selvom jeg var ret skeptisk, for det var da noget gris! At lave en serie om utroskab, for det er jo noget af det tarveligste. Jeg var sgu indimellem lidt flov over jeg sad og var så opslugt af en serie, der handlede om det.

Men jeg fanget fra første afsnit og elskede den efter 3-4. Det gjorde jeg pga måden den er lavet på. Man følger ikke bare historien udfra én af hovedpersonerne, man ser historien som hver af hovedpersonerne har oplevet det – altså hver persons sandhed.
Jeg kan huske i første afsnit, da de skiftede og afsnittet ligesom “startede forfra”, men fra hendes synspunkt istedet for hans og jeg tænke;”Nej, hvad? Jamen det var jo slet ikke det, der skete? De kan da ikke bare lave det om?”

Det irriterede mig helt vildt! Men jeg var nødt til at se videre for at finde ud af hvad pokker der var meningen med det – og langsomt gik det op for mig. Denne serie illustrerede på bedste vis at der ikke er noget, der er sandhedEN, men at det er sandhedER. Da det slog mig var jeg solgt og hele min følelse af at have en guilty pleasure ved at se en serie om noget snusk forsvandt lidt. Jeg var bare total fascineret af hvor godt, jeg mener, den viser at vi oplever ting forskelligt. Jeg tror også det er der, det virkelig tit går galt for folk. Man glemmer det her med at vi hver især forstår udfra de erfaringer og den viden vi har og med det in mente, er vi ikke 2 der er ens. Har du ikke også prøvet det? Tale med en ven/veninde, bror/søster, mor/far eller hvem som helst om gamle fælles minder, men hvor I husker dem forskelligt? Jeg tror mange er klar over det her, når vi sådan taler generelt om det. Det er først når det kommer til at dreje sig om noget følsomt og personligt for os at det bliver svært at huske den anden måske ikke lyver, men faktisk har været i præcis den samme situation som os, men oplevet den helt anderledes. Jeg har arbejdet med mennesker i 12 år og blandt andet i psykiatrien, hvor det er en ret stor forudsætning for at lykkes med arbejdet, at man tager udgangspunkt i vi har hver vores virkelighed. Jeg er sindssygt dygtig til at arbejde i den branche, og alligevel sidder jeg nu og kan godt komme på flere eksempler, hvor jeg fuldstændig har glemt alt om at den andens oplevelse ikke er forkert bare fordi den er forskellig fra min. Det er bare det sværere, når man er privat og ens egne stærke følelser er involveret. Det er lidt komisk, men den her serie, The Affair, har fået mig til at love mig selv lige at arbejde lidt mere med også at være god til det i privaten og ikke kun professionelt. Jeg synes det er fedt med serier, film og/eller bøger, der efterlader en med et eller andet at tænke over – det der på en eller anden måde “gør noget” ved en. Er jeg den eneste, der elsker det? Kom gerne med forslag til noget jeg bare skal se eller læse, hvis du har det. Jeg er der hvor jeg overvejer at se serier for 4. og 5. gang fordi jeg ikke kan finde noget nyt og interessant – og mine bøger står bagerst og nederst i flyttekasserne inde på depotet. Så – hit me!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *