Fra mareridt til drøm

Forleden læste jeg en artikel fra en jordemoder om fødselstraumer og hvordan den ene kvindes drømmefødsel, kunne være et stort traume for en anden kvinde. Det kan forevigt fascinere mig, hvor forskelligt vi mennesker kan opleve samme situation udfra alt det vi har med i vores rygsæk, og den person vi nu engang er. Da jeg læste det, kom jeg naturligvis til at tænke tilbage på min egen oplevelse med en “fødsel”. Det er helt vildt at tænke på det allerede er over et år siden, at jeg blev mor. Det føles på én gang som meget kortere tid og meget længere tid. Selv efter et år er det svært at fortælle om fødslen og særligt den første tid uden en klump i halsen – og indimellem kan jeg overveje om jeg alligevel skulle have haft sådan en “efter-fødselssamtale” som de foreslog på sygehuset. For den artikel hjalp mig nok det sidste stykke til at stå ved at Novas fødsel, for mig (og Michael), var utrolig traumatisk. Det kunne jeg bare ikke rumme lige oveni jeg også var blevet mor for første gang. Derudover er jeg typen, der har brug for selv at finde hoved og hale i de rigtig stærke og svære følelser, før jeg kan tale med nogen om dem. Jeg skal lige igennem hos “hårde-Natascha”, der fortæller mig jeg skal tage mig sammen og at andre har prøvet det, der var værre. Det tager lidt tid og noget navlepilleri for mig, at lade mig selv mærke det svære, det træls.

Men nu vil jeg fortælle om Novas fødsel, som jeg selv idag har svært ved at beskrive som en fødsel, fordi jeg ikke synes jeg har født. Jeg fik kejsersnit og oppe i mit hoved bliver enden af det ved med at være, at jeg fik opereret min datter ud og dermed ikke har født hende. Bare ved at skrive det, kan jeg nærmest høre hvor forkert det lyder, men det er bare sådan det er i mit hoved.

Lad os begynde ved mit sidste jordemoderbesøg 2 uger før terminen, hvor der opstod tvivl om hvorvidt det var numse eller hoved, der stod i bækkenet. Det var en jordemoderstuderende, der undersøgte mig, som mente det nok var hovedet i bækkenet. Heldigvis fik det “nok” jordemoderen til også at mærke på mig. Efter en helt masse mærken på min mave beklagede min jordemoder mange gange, for hun var næsten sikker på, at det var numsen, der var i bækkenet og med så stort et barn havde det været det længe. Jeg tog det egentlig meget pænt. Jeg tænkte bare; “hvad sagde jeg!!!!” for jeg havde hele tiden sagt jeg ikke kunne forstå hvordan det kunne være hovedet, der var ned med den aktivitet jeg kunne mærke. Jeg kom direkte over til en scanning, der bekræftede at det var en numse, der stod i bækkenet og barnet blev skønnet til 3800g. Vi prøvede med et virkelig ubehageligt vendingsforsøg, der ikke lykkedes. Jeg blev tilbudt et forsøg mere, som jeg takkede ja til. Så 3 dage senere prøvede vi igen, men det var helt umuligt. Lægen havde så hårdt fat i mig og det gjorde så ondt at jeg var tæt på at besvime og slet ikke lagde mærke til at han kom til at afsløre barnets køn ved at sige hende. Numsen sad simpelthen fast i bækkenet og hovedet sad fast ved ribbenene. Sædefødsel it was tænkte jeg – jeg var ligeglad om det tog flere døgn og om jeg spækkede fra navle til r*v. Jeg skulle bare ikke have kejsersnit, der altid har været min største frygt i forhold til at skulle have børn. Jeg er dødsens angst for operationer. Da jeg arbejdede på sygehus var jeg med nede og observere operationer uden problem – skidt pyt, når bare det er andre der bliver skåret i. Det samme gør sig gældende med nåle – jeg synes det er flovt, pinligt, barnligt og åndssvagt at jeg konsekvent bliver dårlig af at blive stukket i. Jeg er gået imod min frygt og er registreret bloddonor og har doneret flere gange, men gang på gang har det søde personale måttet overvåge mig efterfølgende og fortalt mig at godt nok er bloddonation vigtigt, men ikke for enhver pris. Og dobbeltmoralen længe leve, for det har aldrig rørt mig, når jeg flere gange dagligt har stået og stukket nåle i andre mennesker. Jeg kan ikke helt blive klog på hvad der gør, jeg er så angst for operationer, men jeg tror det bunder i noget med manglende kontrol og en frygt for at “gå i stykker” – hvilket man jo altså lidt gør, når man bliver skåret op. Af den grund har jeg altid haft en lille del af mig, der har været tøvende i forhold til graviditet, for hvad nu hvis det blev nødvendigt med kejsersnit – det skulle jeg bare ikke!

Desværre kunne jeg så høre at det her med risici ved en sædefødsel af et stort barn, særligt for en førstegangsfødende, ikke bare var risici for mig, men også for vores barn. Så selvom kejsersnit var mit værste mareridt var jeg ikke i tvivl om, jeg blev nødt til at vælge det. Jeg kunne aldrig tage et valg om at risikere mit barns helbred, og i værste fald liv, pga min egen frygt. Min første store beslutning som mor kunne ikke vægte min frygt og mine ønsker højere end vores barns helbred og sikkerhed – bum! Men fra beslutningen var taget og til jeg havde Nova i armene, kunne jeg ikke længere mærke forventningsglæden ved at skulle blive mor – jeg var en stor klump af frygt og jeg husker det som om jeg græd næsten konstant, og jeg håbede så inderligt på at bebs på mirakuløsvis ville nå at vende sig. Jeg var SÅ bange. Jeg så også mange optagelser af kejsersnit – morbidt vil nogle tænke, men jeg har brug for at vide hvad der skal ske med mig.

På dagen for kejsersnittet var jeg fattet og cool. Jeg havde sagt til mig selv at det blev jeg nødt til, jeg blev mor nu og det var dét, der var det vigtige. Jeg var fattet fra vi ankom på sygehuset og også da vi kom ind på operationsstuen. Jeg så folkene gå rundt og gøre klar derinde og havde den der sterile rene lugt i næsen – lyttede opmærksomt på personalet, der informerede mig og prøvede kun at fokusere på dem og på Michael. Jeg kæmpede virkelig for at holde mig rolig og at kunne være i det, hvilket gik fint. Da de stak forkert med rygmarvsbedøvelsen første gang satte en vild bippen igang – det var min puls, der steg og jeg begyndte at hyperventilere, ryste og hulke at jeg ikke ville – alt min ro faldt til jorden. Hvis ikke Michael havde været der og været så rolig og fattet og verdens bedste støtte, var jeg nok flygtet fra operationsbordet i ren panik. Jeg tror det var det, at noget ikke gik lige efter bogen, der udløste det. Michael fik mig beroliget og rygmarvsbedøvelsen kom på plads. Det var den mærkeligste oplevelse i hele verden at ligge der og vide du bliver skåret op, men kun kunne mærke en trykkende fornemmelse. Vi var blevet forberedt på at børnene ofte ikke skreg ved kejsersnit, men efter jeg havde mærket et par kraftige tryk (hun sad jo fast ved mine ribben), hørte vi et kraftigt skrig og lige der blev hele situationen med kejsersnit ligegyldig. Vi hørte jordemoderens glade røst, der sagde:”I har fået en smuk pige” og jeg fik et hurtigt glimt af Nova, før jordemoderen og Michael gik ud for at få målt og vejet hende. Da hun var blevet det kom de ind med hende. Nova, der havde fået en fin grøn hue på, kom op og ligge på mit bryst. Dét øjeblik må uden tvivl være det mest fuldkomne og lykkeligste øjeblik i mit liv nogensinde – også selvom det fandt sted på operationsbordet, der jo ellers var mit værste mareridt.

Ca. 2 timer senere endte jeg på operationsbordet igen. Michael var gået op for at hente noget mad og drikke til os. Jeg havde jo skullet være fastende – egentlig kunne jeg slet ikke tænke på mad, da jeg var helt opslugt af vores lille Nova, men jeg har en god mand, der passer på mig. Han gik samtidig med at jordemoderen kom for at tjekke mig. Hun startede med at tjekke om bedøvelsen var holdt op med at virke, hvilket den var. Derefter skulle hun tjekke hvor meget jeg blødte. Det var her den var gal. Hun fortalte mig jeg havde blødt en del og at hun lige blev nødt til at presse lidt ned på min livmoder, for at prøve at få den til at trække sig sammen. Det var lige oveni såret fra kejsersnittet og for at sige det mildt, var det pænt ubehageligt. Jordemoderen så mere og mere koncentreret ud og talte med en roligere og roligere stemme til mig samtidig med hun kaldte flere folk ind og pressede hårdere ned på mig. Da Michael kom tilbage med mad til os, var der er et sted mellem 7-10 mennesker inde på den lille hospitalsstue. Han blev kort sat ind i situationen og hurtigt men kærligt blev Nova taget fra mig og stukket i favnen på ham. Jeg blev stukket i arme, hænder, ben og fødder, samtidig med der blev presset ned i mit operationssår. Det blev for meget for mig; smerterne blev så voldsomme at jeg i ren refleks begyndte at slå deres hænder væk fra min mave og sige “NEJ! Stop!”. Det gjorde de selvfølgelig, og heldigvis, ikke, men de blev ved at forsøge at berolige mig og fortælle mig, de kun gjorde det der var nødvendigt. I alt det virvar og smerte havde jeg ikke engang kunnet sanse, at der var både en læge og en laborant ved mig, som jeg kender. Det fandt jeg først ud af efterfølgende og første gang Michael nævnte det var jeg sådan;”Ej, det var da ikke hende………. var det?” Jeg blev meldt til operation og blev kørt afsted. De spurgte mig dernede om jeg ville have rygmarvsbedøvelse eller i fuld narkose, hvortil jeg bare klynkede “Ikke mere.” Det forstod de heldigvis betød fuld narkose.

Da jeg vågnede op i opvågningen havde jeg en fest – alt var ren lykke. Jeg var skide “fuld” pga narkosen, og var vågnet op som en anden “hallo-dame”. Hver gang jeg skimtede sygeplejersken fik hun lige et “Hallo… øhm… Nova… Michael….”. Den meget søde og tålmodige sygeplejerske fortalte mig hver gang jeg kaldte at de kom op til mig så snart jeg lige var blevet lidt mere mig selv. Og så snart jeg ikke længere sejlede rundt, ringede hun da også efter dem og de kom op og hentede mig.

Jeg ved ikke om det var hele blødningssituationen oveni efter kejsersnittet, der gjorde at jeg havde virkelig ondt det første stykke tid som mor. Jeg følte mig i hvert fald ekstra udfordret ved selv at have så ondt og være så afkræftet, samtidig med jeg lige havde fået ansvaret for et lille menneske. Det er pudsigt at tænke tilbage på, fordi jeg føler mig som et helt andet menneske nu – stærkere. Samtidig med at jeg stadig er dybt berørt af det hele fordi jeg kan huske hvor frygteligt det var at være i lige der. Det er nok netop dét, der den dag idag kan gøre mig mest trist. At jeg forbinder Novas fødsel med noget frygteligt – er det sådan for alle, fordi det bare på alle måder en sindssyg oplevelse det her med at sætte et barn i verden? Vil der altid være en vis frygt oveni glæden? Samtidig er den frygtelige oplevelse jo det bedste, der er sket, fordi vi fik Nova. Det er virkelig ambivalent.

Idag er jeg som sådan ikke ked af hverken kejsersnit eller blødningen – selvfølgelig havde jeg stadig helst været det foruden. Vi har Nova og hvordan hun kom ud af mig bliver mindre og mindre vigtigt med tiden, kan jeg mærke. Jeg kan stadig godt føle mig lidt snydt for “the full experience” i og med jeg ikke har prøvet at have veer, kylet en klud i hovedet på Michael, hørt vores fødselsplayliste eller presset et menneske ud af mig. Så er jeg rigtig træt af, at den sidste tid af graviditeten var så præget af frygt – særligt dét ville jeg gerne gøre om, hvis jeg kunne. Jeg drømmer stadig om en naturlig fødsel, hvis vi skulle ende med at få et barn til. Men nu må vi se – Michael der ellers før talte om børn, er ret mærket af hvor følelsesmæssig hård den første tid med Nova var. Det er vi begge, så lige nu er der ikke flere børn på menuen.

En kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *