Førstegangs mor med 3 børn

Vi har lige holdt vinterferie, som så mange andre nok også har. Vores blev lidt anderledes end forventet. For det første skulle vi pludselig til at bruge den på indkøring, da Novas søde dagplejemor desværre sagde op og Nova derfor skulle starte i vuggestue. For det andet fik Michael få timer før drengene skulle komme hjem til os en besked fra deres mor om at den ældste er rigtig ked af at komme hos os. Bam – som en lussing i hovedet rammer den og alle tankestrømme går igang, for hvad handler det om? Er jeg for meget? Får Michael ikke talt nok med ham? Er kontrasten for stor de 2 hjem imellem? Blander jeg mig i for meget, blander jeg mig ikke nok? Er det egentlig bare ham, der ikke kan stilles tilfreds for gør vi egentlig ikke alt for dem? Er han bange for mor føler sig alene, når de ikke er der? Mit hoved stikker af ved sådan en besked og ALT analyseres og endevendes for at finde en årsag.

Jeg synes altid det er svært at finde en balance i hvor meget og lidt jeg skal blande mig. Drengene vil gerne, jeg blander mig, sådan føler de jo at jeg også er engageret i dem og deres liv, men jeg ved også at min indblanding ofte kan være en rød klud for deres mor (hvilket er forståeligt nok) og i sidste ende er de jo heller ikke tjent med at vi voksne er i konflikt, for de mærker det jo uanset hvor meget man bilder sig selv ind man kan skjule det for dem. Michael leder samtalen, da vi selvfølgelig taler med ældste bonus om at vi er blevet bekendt med, han har det sådan. Det ender med at blive Michael, der meget berørt gentager og gentager vi vil det bedste for ham og elsker ham og spørger hvad der gør han har det sådan og en dreng, der gentager at det ved han ikke helt – det er bare den lejlighed de er født i. Jeg fornemmer lidt at samtalen fører ingen steder hen i det spor og så kan jeg ikke bare stå der på sidelinjen mere. Det er den lille mand altså for vigtig for mig til, at jeg kan – så jeg blander mig! Jeg er ikke til at gå rundt om den søde grød, men kan bedst lide at vi tager tyren ved hornene og taler om elefanten i stuen. Så kom der ellers lige en masse metaforer, hva? Men altså jeg siger til ham at nu må han ikke høre det som om jeg ikke tror på ham, men at jeg måske synes det der med at det er der, de har boet siden de blev født, lidt lyder som en undskyldning, der dækker over noget han har svært ved at sige, fordi han ikke vil gøre far ked af det. Det giver han mig ret i, men han kan stadig ikke sætte ord på hvad det er. Jeg foreslår ham at jeg kan gætte på nogle af de grunde jeg er kommet på det kunne være og så må han sige ja/nej som det nu passer.

Jeg rammer hovedet på sømmet i første hug – Nova! Ældste bonus elsker Nova så ufatteligt højt, men samtidig er han nogle gange helt sindssygt irriteret på hende og træt af hende – og det gør ondt på ham at have de her ambivalente følelser og får ham til at føle sig som et skidt menneske, når han føler sådan om en han elsker. Han savner os – er irriteret over at Nova tager så meget af vores tid. Og når han endelig står og skal til at spille bold med os eller andet, så vågner hun tidligt fra sin lur – snydt igen! Hun bider og slår for tiden og det gør ham sur. Snakken ender med at blive en rigtig god snak om hvor svært det er for ALLE at blive storebror eller søster – og at det næsten ville være unormalt IKKE at føle sådan som han gør. De får så bare kontrasten at mærke endnu mere ved at bruge hver anden uge hos deres mor, der hverken har kæreste/mand eller en lille en, de skal dele tiden med. Der er ugen virkelig helliget dem, så det er også noget af en kontrast til en familie på 5. Vi taler også om at selv som Novas mor og far kan vi jo også blive ufatteligt irriteret på hende – og jeg mindede ham om dengang hun bed hul i min skulder og jeg lige måtte sætte hende ned og gå i et par minutter. At det at man bliver irriteret ikke handler om at man elsker dem mindre eller er et skidt menneske, men at man også selv har behov eller at ens grænser bliver overskredet.

Vi har aftalt at vi vil prøve at indføre lidt kvalitetstid, hvor han kan være i fokus. Så føler man sig sgu lidt som en lort, når man ikke af sig selv husker det, men hvor forsvinder sådan noget bare hurtigt i tøjvask, bleer og madpakker! Så jeg takker ham faktisk for at ruske op i os og huske os på at det er noget vi skal. Samtidig tænker jeg mon han er træt af jeg altid skal blande mig, for jeg ved godt det både er min bedste og værste egenskab, så jeg prøver lidt at sige til ham at han altså gerne må sige, hvis han vil have far for sig selv nogle gange. At det er lidt skørt at blive mor for første gang, når man allerede “har 2 børn”, og at jeg i starten faktisk troede jeg var en lortemor, hvis ikke jeg klarede alting selv, og at jeg derfor godt ved vi har været tumper til at bede om hjælp og det nok har været på bekostning af tiden med dem. Den fantastiske lille mand fortæller mig, at det er helt skørt jeg troede det, og at jeg altså er den perfekte papmor alligevel og at han vil have tid med OS og ikke bare med sin far – han vil også gerne have alene tid med mig. I kan nok gætte jer til at han fik sat mine tårekanaler igang her.

Jeg tror så mange bonus/pap/sted føler et enormt pres fra så mange kanter i forhold til hvordan man BØR være og agere i det her skøre cirkus, som en sammenbragt familie nogle gange kan være. Jeg har i hvert fald haft min del af søvnløse nætter, hvor jeg har spekuleret som en gal på om jeg gjorde det helt forkert og om Michael og drengene havde haft bedre af aldrig at have kendt mig. Jeg ved nemlig at jeg blander mig frygteligt meget og det kan provokere folk helt vildt, når nu jeg ikke er drengenes mor. Der har jeg faktisk lagt mærke til en lidt sjov tendens, hvor bonusfædre, der går ind og kalder sig “far” og helt overtager faderrollen hyldes, mens en bonusmor med en mening om børnenes opdragelse i fælles hjem ses som en frygtelig kvinde…. hmm… Jeg ved hvordan det som barn kan føles, når en voksen ikke vil blande sig – man er faktisk ret ligeglad med om det er af respekt for den ene eller den anden, for følelsen er at den manglende indblanding simpelthen skyldes at man ikke er det værd. Som voksen kan man forstå det og se det fornuftige i det, men som barn gør det faktisk bare ondt, da det opleves som om at de ikke vil en. Det er så også vigtigt at huske på at drengene og jeg fra dag et bare klikkede og havde kemi og en god relation. Det er jo overhovedet ikke givet – tværtimod kan mange børn måske arbejde imod det af loyalitet til den ene forælder. I bund og grund er det en svær balance nok mest af alt fordi at hver eneste sammenbragte familie er helt unik, så når jeg med alt i min krop kan mærke på både os voksne og børn at vi herhjemme gør det rigtigt ved at være fælles om beslutningerne, så kan det samtidig være helt forkert i en anden sammenbragt familie. Derfor skal man måske også være bedre til lige at træde et skridt tilbage og være lidt mere åben og nysgerrig for måden folk vælger at gøre det på når man står udenfor og kigger ind.

Det er virkelig kommet bagpå mig hvor udfordrende det egentlig er at blive mor for første gang, når man har 2 børn på halvtid. På en eller anden måde er den dårlige samvittighed blevet en tro følgesvend. Jeg kan lidt fornemme på andre mødre, at det vidst bare er en del af det at blive mor. Men jeg synes nu også den er der lidt ekstra i forhold til at jeg hele tiden føler drengene og Nova har modsatrettede behov, så når jeg tilgodeser én er det på bekostning af en anden. Det var virkelig også et chok for mig at opleve den forskellighed, der er i kærligheden til Nova og kærligheden til drengene, for jeg har virkelig altid følt jeg elskede dem som havde jeg selv født dem. Men den kærlighed er altså forskellig – ikke i størrelse, men i typen. Det er lidt ligesom man heller ikke kan sammenligne kærligheden til sin mor/far og kærligheden til sin kone/mand. Det er noget helt forskelligt, men jo ikke på den måde at man elsker den ene mere eller mindre. Som jeg sagde til ældste bonus så betyder flere børn ikke at de hver især får mindre kærlighed – hjertet vokser bare istedet.

Hvad har I af erfaringer med bonusfamilier derude? Hvad fungerer hos jer? Hvad har I af erfaringer med at blive mor for første / anden gang og med og uden bonusbørn?

8 kommentarer

  • Stine

    Åh, seje lille dreng <3

    Jeg er så imponeret over delebørn, der indgår i en hverdag med halvsøskende hos deres forældre. For pokker hvor må det være hårdt at se sine forældre være familie uden, man er en del. Jeg får en klump i maven over, at han på den måde skal æde så mange kameler, fordi han har fået de vilkår. Som desværre er alle delebørns vilkår. Sikke en verden de skal navigerer i med forskellige regler osv. Det er dybt imponerende!

    Jeg er selv bonusmor. Mit bedste råd vil være at give ham og far + den anden helsøskende tid alene. Det er guld værd. Jeres datter er født ind i et liv med andre vilkår end dem, og deres far mister trods alt halvdelen af deres barndom. Så det er kun tiltrængt. Her praktiserer vi det ofte. Vi har også regler for, at mor, far og børn stadig skal gøre ting sammen – uden nye familier. Børnene elsker det! Selv min mands datter på 18 år fastholder at de har sådanne dage. Det fortæller alt. Og det fortæller også, at den kerne, der var, må man som bonusmor aldrig stå i vejen for – selvom det kan være svært.

    • MorLeander

      Det er imponerende og der må vi voksne nok bare erkende, de små poder er langt bedre til at tilpasse sig end vi nogensinde bliver. Vi talte meget om det her med at de “går glip af” hver anden uge allerede under min graviditet, da drengene også der begyndte at tale om hvor mærkeligt det ville blive. Vi prøver at tale med dem om de gode oplevelser de så har hos deres mor mens de ikke er her. Men uanset hvordan det vendes eller drejes så vil de jo opleve at der er noget de ikke er en del af – det er som du siger bare et af de uheldige vilkår ved at være delebarn, som jeg også selv (som delebarn) husker tydeligt. Vi talte bare ikke så meget om det – det føler jeg, jeg kunne have haft godt af, derfor vil jeg gerne have at det i vores sammenbragte familie er noget vi italesætter, så de lidt mærkelige følelser kan blive lagt frem og måske være knap så svære, fordi man i hvert fald ikke skal gå alene med dem.
      Jeg er meget enig og vi prøver også at lave “drenge tid”, selvom de de fleste af gangene spørger hvorfor jeg ikke også kan være med 🙂 Det er jo en gave at have så gensidig en kærlighed som bonusmor – og det kan da til tider også gøre det sværere at holde fast i at der også er stunder, hvor jeg skal træde tilbage 😉

    • Anna

      Jeg kan så tydeligt nikke genkendende til din bonussøns tanker. Da jeg fik min lillesøster hos min far, var det både en kæmpe glæde, men også en livslang sorg, som jeg stadig mærker i dag.

      Hun blev og er stadig billedet på, at min far fik en ny familie. En familie var ikke altid var en del af, og det blev kun tydeligere jo ældre jeg blev, at min far, hans kone og min lillesøster var en familie.

      Som min bedste veninde, der også er delebarn med halvsøskende siger, så vil man altid huske de første gange, det bliver tydeligt. Den første familietur de tager på uden én, den første ferie uden én og ja, de mange juleaftener, som din far har med din søster, som du aldrig får.

      Jeg har ikke rigtig et godt råd, da alle skilsmisssbørn er forskellige. Men hvor er det sejt, at han føler tryghed ved at gå se til din mor, som ovenikøbet fortæller det så fint til jer <3

      • MorLeander

        Det er jo nogle voldsomme ambivalente følelser at skulle rumme – særligt så tidligt i sit liv. Jeg forsøger at tilskynde min mand til i større grad at spørge deres mor om de kan deltage i de forskellige familieting, der rammer de dage de ikke er her – som fødselsdage og lign i et forsøg på at inddrage dem så meget som muligt. Det er nogle af de ting, jeg kan huske, jeg selv kunne blive utrolig ked af som barn – hvis min far, hans kone og hendes børn havde besøgt mine bedsteforældre uden mig f.eks. Og selvfølgelig skulle de kunne se dem, når jeg ikke var der, men kan bare huske at dér følte jeg virkelig den der med at de var noget, jeg ikke var en del af.

        Det er så sejt og så vigtigt at han kan få sat ord på det, så vi forhåbentlig kan gøre det nemmere <3

  • Anne

    Fra et delebarn til et andet – får jeg sådan lyst til at sende virtuelle krammere til din bonussøn <3

    Og husk at blot fordi at mor ingen kæreste eller nye børn har, skal det aldrig være en undskyldning for, at far ikke prioriterer sine børn – særligt når de er delebørn. Åh, jeg vil ikke være belærende, det kender jeg selv som bonusmor/delebarn og leder af en gruppe for skilsmissebørn, og jeg ved også godt, at du ved det.

    Beklager, men jeg kan så tydelig huske de ord med, at kontrasten er stor, fordi man får alt opmærksomheden hos sin mor. Vi hører dem så ofte i gruppen, at børnene har fået det fortalt, eller at forældrene siger det til den ene eller anden forælder. Det er ofte bare en far med sindssyg dårlig samvittighed, fordi han har bygget en ny familie op, hvor han godt ved, at den sparsomme tid fra sine børn fra tidligere bliver yderligere reduceret. Og jeg kan sagtens forstå ham, jeg har også dårlig samvittighed, når jeg laver noget uden mine børn. Forælder, der får et barn mere med sin samlever har også dårlig samvittighed overfor det ældste barn. Her er det bare en så tydeligere konsekvens, som man skal være så bevidst om. Det er også svært at finde hoved og hale i som skilsmissevejleder, fordi vores generation af skilsmissebørn (os fra 80'erne og 90'erne) er første generation med så mange skilsmisser, men vi var en generation, hvor vores forældre fandt en ny og ikke så ofte fik 'nye' børn. Hele det med at have så mange halvsøskende er din bonussøns generation, der skal tackle det som de første, hvor de er så mange, der er vant til at leve to forskellige liv med to forskellige regler og to forskellige søskendeforhold. Man kan håbe på, at de sparer sig med hinanden venner i mellem, det kunne man ikke, da jeg var barn. Nu kan man være 'heldig' at dele klasse med flere i samme sted. Jeg ville ønske, jeg kunne opfinde den dybe tallerken, der kunne skåne delebørn for alle de voksne følelser og alt det ansvar, som man ikke vil have de har, men alligevel tager.

    Igen beklager mit skriv, jeg ved, at man som bonusmor vejer hvert et ord, man siger eller skriver offentlig for ikke at tale om privat. Alle har en mening om så mange ting. Det er så svært at navigere i, men jeg tror måske også bare, jeg prøver at bilde mig ind, at det er et godt råd, fordi jeg kender så mange skilsmissebørn, der netop nævner det.

    Jeg har ikke så mange gode råd, da jeg tror, I ved bedre end mig med jeres børn, men altså jeres dreng virker til at være god til at sætte ord på livet som delebarn, som altid vil indebære jalousi, savn og sorg, så mon ikke I kommer til at tage mange af de kommende problematikker i opløbet.

    Til sidst vil jeg sige tak for en hyggelig blog, jeg føler med, jeg er selv i skilsmisseland også, og det er egentlig bare rart nogen gange at høre andres tanker om det. Fortsæt det gode arbejde. Du skriver godt.

    • MorLeander

      Dem er jeg sikker på han sætter pris på – tak for dem <3

      Og tak for dit skriv, Anne, som du på ingen måde skal beklage. Og du har helt ret i at det aldrig må blive en undskyldning for ikke at prioritere sine børn som individer, men jeg holder dog på at det er en kontrast der kan gøre de mærker den manglende tid lidt ekstra grundet forskelligheden ved familiekonstellationerne. Hos mor bliver der jo ikke sagt;"Det kan jeg ikke nu, for Nova skal lige puttes" eller "Nå, så vågnede hun - måske vi kan spille bold lidt senere?", men igen så må det ikke være en undskyldning, blot en lille årsag blandt mange til jeg tror det er ekstra udfordrende for dem at blive storebrødre - fordi de kun er det "aktivt" halvdelen af tiden, hvis du forstår?

      Ja, jeg håber virkelig de kan bruge ligesindede til at sparre med. Det må uden tvivl kunne gøre det hele en smule nemmere. Og jeg har også tit ønsket at kunne opfinde den der dybe tallerken, som du taler om - jeg har svært ved at acceptere det som et vilkår for delebørn at de bare må blive lidt mere robuste end andre.

      Det gør han heldigvis rigtig flot! Og vi/jeg gør et stort nummer ud af at italesætte og vise vi er en familie, hvor der er plads til ALLE følelser og at det bedste er at hive dem frem på bordet, så man ikke er alene med dem og de ikke får lov at vokse sig så store at de bliver i en. Jeg håber i hvert fald vi kan tage det meste i opløbet 🙂

      Mange tak for roserne - jeg håber på min blog kan være en lille ring i vandet til at gøre det sammenbragte familie cirkus lidt nemmere for andre og til at gøre det mere "lovligt" at tale om ALT hvad det her liv indebærer 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *