Storebror på halvtid

Der kom dejlig respons på mit seneste indlæg. Det sætter jeg stor pris på – det gør det uden tvivl mere spændende for mig at skrive og giver et dejligt krydderi til bloggen. Derudover finder jeg også jeres respons mega inspirerende – jeg vil gerne udfordres i min måde at anskue tingene på og have sat nogle spændende tanker igang i mit hoved. Blandt andre var der en skøn kommentar, der gav anledning til at inspirere mig til at uddybe et af mine udsagn i det foregående skriv. Nemlig det her med at føle sværheden ved at blive storesøskende ekstra, når man er del af 2 “primær” familier. Responsen gik på det nemt kunne blive en undskyldning for en forælder med dårlig samvittighed over manglende tid til sit/sine “første børn”. Og jeg tænker bestemt også det nemt kan blive et plaster man trækker over den dårlige samvittighed og gemmer sig bag – at “det er også fordi mor/far har mere tid, når du er der”. Men det er slet ikke sådan jeg tænker den, for jeg er ikke fan af undskyldninger, der lovliggør ikke at gøre noget ved tingene. Derimod er jeg enorm fascineret af årsagssammenhænge og det er nok mere i den retning, jeg tænker mit udsagn. For jeg mener at årsagssammenhænge er noget man er nødt til at beskæftige sig med, hvis man ønsker at ændre på noget – med succes.

Når jeg taler om at det må være sværere for vores drenge at blive storebrødre pga kontrasten, så er mit sammenligningsgrundlag i forhold til børn, der ikke er delebørn. Uanset hvor stor en glæde en lillebror eller søster kan være for børn, så er de altså også tit en stor sorg. Forældrene mister tid (og ændrer sig – vi udvikler os jo også) og pludselig er ens aller tryggeste sted, hjemmet, familien, under forandring og man skal til at finde en ny plads og lære sig selv og måske forældrene at kende på ny. Det kan være udfordrende for alle parter i familien at finde sit nye ståsted og nye rolle – særligt, når familien gerne skulle være det aller tryggeste sted. Og lets face it – mennesker er bare vanedyr, så for størstedelen af os må stedet, hvor vi kan slappe af og trække os tilbage, altså bare gerne være præcis som det plejer.

Intet er som det plejer i vores familie, fordi der er kommet et nyt medlem i familien, så vi er i en proces, hvor vi skal lære hvordan vi er en familie på 5 og hvem vi hver især er i den familie. Hvis nu drengene biologisk var mine eller ikke så deres mor, så var det jo bare sådan det var. Sådan er det jo i en kernefamilie, når der kommer et nyt medlem; man må bare acceptere forandringen. Men vi er ikke en kernefamilie, drengene er hver anden uge hos deres mor. Der er de den samme familie og har de samme roller som altid. Alt er velkendt og nøjagtigt som det plejer. De får at mærke at man også kan bibeholde hvordan tingene plejede at være og ikke skulle forholde sig til alle de svære følelser, som også er en del af det at få småsøskende. Det betyder at der for delebørn kan opstå en situation, hvor de kan trække sig fra det nye, udviklingen, forandringen. Det ville et barn i en kernefamilie ikke kunne, derfor tror jeg også de hurtigere accepterer de nye forhold og finder deres rolle, og selvfølgelig bliver i familien, og derved også er der den dag forældrene igen har lidt bedre tid og er lidt mere sig selv, fordi lillebror eller søster nu er så gammel at man kan lære dem at behovsudsætte og der ikke er fare for de ryger med hovedet ned i toilettet fordi man er uopmærksom i 5 sekunder. Børn i kernefamilier tænker ikke på samme måde tanken at trække sig fra familien og den forandring, som sker, når der kommer et nyt familiemedlem, men det gør delebørn desværre – og selvfølgelig. Desværre fordi jeg virkelig tror det er en fejl at lade børn “miste” deres ene halvdel, fordi det helt naturligt er lidt svært at være del af en familiær forandring. Selvfølgelig fordi det er klart man som barn, eller bare menneske, gerne vil gøre det lettere for sig selv. Men igen lettere, ikke bedre. Jeg tror sjældent det er det bedste for et barn ikke at have en stærk relation til sin ene halvdel.

Når jeg taler om kontrasten så er det særligt kontrasten mellem at være del af en familie, der er tryg i det, at alt er som det plejer og del af en familie, der er under forandring. Jeg tror at uanset om hvert barn havde alt den ønskede kvalitetstid, så ville det stadig være sværere for et delebarn at falde ind i sin nye rolle, fordi barnet også har en fod i en anden familie, der er velkendt og dermed er en påmindelse om at det er lidt sværere at vide hvem man er nu i sin anden familie. De er del af en familie, hvor mor er som hun plejer og del af en familie hvor far og bonusmor ikke er helt som de plejer, for vi er også ved at finde ud af hvordan vi er henholdsvis far til 3 og førstegangsmor med 3 børn. På en måde tager drengene en pause fra at have en lillesøster hver anden uge og derved tror jeg også det kan tage lidt længere tid for dem at finde sig tilpas i deres nye roller i vores familie – og generelt for vores familie at lære at være en familie på 5. Jeg tror på at vi nok skal komme godt igennem forandringen her, fordi vi har en enorm kærlighed, tolerance og vilje alle 5.

Hvad tænker du, om det at få småsøskende i en sammenbragt familie kontra i en kernefamilie? Hvad tanker sætter skrivet igang hos dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *