Hvem er kvinden bag skærmen?

Mit navn er Natascha og jeg er gift med Michael. Vi bor lidt ude på landet (kun et par minutters kørsel fra bygrænsen) sammen med vores lille datter og halvdelen af tiden også med vores 2 drenge, som Michael har fra et tidligere forhold. Jep, vi kalder dem vores, fordi vi mener det er bedst for børnene at ingen kommer til at føle sig som “de forkerte børn”, og at der er ens rammer for at være barn i vores familie uanset hvem, der har født en. Det er den måde vi har valgt at leve på. Forholdet til drengenes mor er langt fra hvad jeg havde ønsket og forestillet mig – årsagerne til det kan være mange, og vil som sådan ikke være noget jeg kommer til at beskæftige mig med herinde. Vores drenge har en dejlig mor, som de elsker og som elsker dem og vil gøre alt for dem – det har jeg kæmpe respekt for. Nå ja, til husholdningen tæller også katten My og kaninen Cola.

Jeg er født i 1989 og voksede op i en lille hyggelig forstad sammen med mor, far, storesøster, lillebror og diverse kæledyr. Mine forældre blev skilt kort før min konfirmation, hvilket i grunden ikke kom som en overraskelse for nogle af os børn – de havde i mange år levet som venner, samarbejdspartnere, uden den store passion for eller til hinanden. Min far fandt noget tid efter en dejlig kvinde, som han er gift med den dag i dag. Min mor var ikke ligeså heldig med kærligheden og måtte kysse et par frøer før prinsen var der.

Jeg gik som barn og teenager meget op i at skrive og blev ofte opfordret til at komme på forfatter- eller journalisthøjskole, men dengang forbandt jeg det at skrive med at sidde alene – ensomhed. Så det skulle jeg i hvert fald ikke. I mange år var det planen at jeg skulle være politibetjent – målet var at blive kriminalefterforsker eller retstekniker – jeg har altid haft en stærk retfærdighedssans og intet kan frustrere mig mere end uretfærdighed, så det virkede som drømmejobbet at sørge for retfærdig.

Jeg endte med at komme på HHX på handelsskolen, da jeg forbandt gymnasiet med at SKULLE på uni – og det vidste jeg ikke, om jeg ville. Dog endte den rebelske teenager jeg var med at droppe ud efter 2. år (ja, mit voksne-jeg har dunket mit teenage-jeg i hovedet mange gange). Jeg startede istedet på social- og sundhedsskolen, hvor jeg var hele vejen igennem og endte ud som social- og sundhedsassistent. Jeg arbejdede som dette indtil 2014 og var i mange år virkelig glad for det og havde et hav af ekstra funktioner og ansvarsopgaver, som jeg virkelig brændte for. Desværre var jeg ikke et supermenneske og min retfærdighedssans for hvordan nogle af de “svageste” i vores samfund bør behandles blev kraftigt udfordret i mit arbejde, så jeg gik ned med stress og måtte erkende jeg ikke passede ind i den branche mere. Heldigvis pressede det mig til at tage et spring og turde forsøge at søge ind på bacheloruddannelsen i ernæring- og sundhed. Jeg har altid elsket mad og været lige dele interesseret og fascineret af vores kroppe og hvad de kan/ikke kan alt efter hvad vi udsætter dem for. Derfor gik en drøm i opfyldelse da jeg kom ind på uddannelsen.

Planen var at specialisere mig i sundhedsfremme og forebyggelse, fordi jeg brænder for at arbejde med mennesker. Men med alt den praktiske erfaring jeg følte, jeg allerede havde i forhold til det, valgte jeg at udfordre mig selv på et mere ukendt område, og tog istedet speciale i ledelse og fødevarer. Jeg blev færdig som bachelor i 2018 og blev kort tid efter gravid med Nova – “Hej hej, jeg er nyuddannet og gravid – vil I ikke godt ansætte mig?” – det var ikke den bedste start på at vende tilbage til arbejdsmarkedet, tør jeg godt afsløre. Men da jeg var 20. uger henne fik jeg job som social- og sundhedsassistent i det private (jep, jeg fortalte jeg var gravid forud for ansættelsen – ærlighed, altid) og er nu på barsel.